Berlin 2011

August 2011. Rejsemålet var Berlin, og turen dertil meget fleksibel, idet kormedlemmerne rejste til og fra på egen hånd, som de foretrak. Blot var koncertperioden "fixtid".

Vi var indlogeret på samme hotel, men mødtes første gang som gruppe i øsende regnvejr neden for TV-tårnet. Der var bestilt fælles aftensmad i tårnets roterende restaurant, og her nåede vi så at tørre. Vi foretog andre udflugter til f.eks. Rigsdagsbygningen, og i dens kuppel gav vi et "spontant" nummer uden for programmet.

Den alvorlige del af besøget bestod af en koncert i den evangeliske kirke Zum heiligen Kreuz, den var derfor præget af kirkeligt repertoire.

Endelig var der to verdsligt prægede koncerter. Først i kulturhuset Bildungszentrum am Antonplatz, hvor der var fyldt op af tilhørere. Her modtog korets formand bagefter en specielt udarbejdet collage i ramme. Den sidste koncert var på Schönebergs rådhus. Det ligger i det daværende Vestberlin og blev berømt, fordi præsident Kennedy her udtalte de bevingede ord: "Ich bin ein Berliner".

Slet så berømte blev vi ikke - til gengæld var vejret skiftet til tørt og varmt, rigtig varmt for sangerne i deres kordress, men vi gennemførte. Alt i alt var det en udfordring med forskelligt repertoire og vidt forskellige koncertsteder, der lå i hver sit hjørne af Berlin.

Så kunne vi også slappe af bagefter med sejltur på Spree og en afsluttende middag på den italienske restaurant Trattoria Vale un Peccato tæt på hotellet.